Træd ind i vores fysiske rammer
Et ophold hos Hospice Vangen har ét klart formål: at give hverdagen værdi midt i en tid, som kan være svær. Hos os møder du et nybygget hospice med adresse i Nørresundby. Alle rammer er indrettet med 100 % fokus på dig og dine behov, så du kan få det bedste ud af dit ophold hos os.
Patientstuerne
Patientstuerne er lyse og rummelige. De er møbleret med en plejeseng, sengebord og en hvilestol. Og har du gæster, er der også plads til det. Alle stuer har en dobbelt sovesofa, så dine gæster har mulighed for at overnatte. Desuden er der et lille spisebord med stole og en reol. Der er også køleskab og en køkkenvask på stuen.
Stuerne er udstyret med fjernsyn og trådløs internet adgang. Der er udgang til en lille terrasse. Hver stue har sit eget badeværelse.
For at gøre stuen så hjemlig så mulig, er du velkommen til at medbringe små møbler, billeder og andre små ting. Der er en liste rundt langs væggen til at sætte billeder og fotografier på samt en opslagstavle på stuen.
Vi vil gerne, at du medbringer gangstativ, kørestol og evt. andre hjælpemidler, samt det medicin du bruger.
Gæster
Der er ingen faste besøgstider på hospice. Du bestemmer selv hvornår og hvor mange gæster, du vil have. Dine gæster kan overnatte på stuen eller evt. i et af vores to gæsteværelser. Gæsteværelserne kan dog ikke reserveres. Som gæst kan man købe mad til alle måltider. Maden skal helst bestilles dagen i forvejen enten ved køkkenpersonalet eller ved en sygeplejerske. Hvis du har flere end 4 gæster, der gerne vil spise med, skal du aftale det med køkkenet på forhånd.
Dyr på Hospice
Du må gerne tage mindre husdyr med. Dog vil vi helst, at du selv eller dine pårørende kan passe på dyrene. Vi har nogle få regler vedr. husdyr:
- Hunde/katte skal føres i snor udenfor stuen. Det gælder også på terrasser og i haven.
- Dyrene må kun opholde sig på patientstuen, og de skal spise af egne fodreskåle. Dem må du selvfølgelig gerne låne af os.
- Hvis husdyrene ligger i møblerne, skal de ligge på et tæppe/lagen af hensyn til rengøringen.
Fællesfaciliteter
Alle måltider serveres i vores køkken/alrum. Her må du også gerne spise sammen med dine pårørende. En af vores frivillige er vært og sørger for at anrette. Fra køkken/alrummet har du udgang til en fælles terrasse og videre ud i haven. Der er tre små møblerede nicher på gangene, hvor man kan opholde sig. Desuden er der fjernsynsrum, refleksionsrum med massagestol og et lille orangeri. På gangene er der 2 samtalerum, som i dagtiden er reserveret til samtaler med personalet.
Der findes vaskemaskine og tørretumbler til vask af patienternes eget tøj, hvis pårørende ikke har mulighed for at vaske.
Badekar
Hvis du har lyst, kan du nyde et bad i vores rummelige badekar.
Hospicekøkkenet
Alle måltider laves fra bunden - og altid af gode råvarer. Køkkenpersonalet kommer rundt og taler med de indlagte om dagens menu og om evt. individuelle ønsker.
Gårdhaver
Vores hospice er i ét plan og er foldet som et blødt 8-tal om to indre gårdrum. Der er adgang til den lille gårdhave gennem orangeriet, hvor man kun færdes gående. I hjørnet af den store gårdhave er der en overdækket sydvendt terrasse, hvor der kan køres senge ud.
Naturen rundt om hospice
Hospice Vangen er bygget op i harmoni med naturen. Lige uden for døren møder du en lille fredskov. Hele haveanlægget rundt om hospice byder velkommen til bl.a. træer, buske og græs.
I haven er også en pavillon, hvor besøgende kan ryge.
Hospice Vangen fik i 2020 installeret nogle flotte og velklingende udendørs instrumenter.
Instrumenterne er placeret på vores legeplads lidt væk fra patienternes terrasser, så der er masser af plads til at udfolde sig. Både børn og voksne har glæde af instrumenterne. Musikterapeuten har lavet denne lille film, der viser, hvordan de lyder og inspirerer til forskellige måder at bruge dem på.